| Det er de færreste der præcist kan sige, hvornår de blev
født som kunstnere. Og det er endnu færre for hvem fødslen indtraf, da en
uniformeret hund tog en enhjørning bagfra. Men sådan var det for Louise
Hindsgavl.
Det er helt bevidst jeg omtaler Hindsgavl som kunstner, og
ikke som keramiker. For det er kunstner hun er, først og fremmest. Selvfølgelig
mestrer Hindsgavl også håndværket der kræves, for at skabe skulpturer i
porcelæn, men det er netop på grund af hendes værkers kunstneriske kvaliteter,
at de skiller sig så markant ud fra den danske tradition.
Denne tradition har i mange år hvilet på kunsthåndværket,
på designet, hvor beholder og funktionalitet står i centrum. Dansk design er
kendetegnet af et (næsten) fuldstændigt fravær at pynt — i stedet står linjerne
rene og brugsværdien letaflæselig.
Når formgivere alligevel ind imellem forfaldt til figurer
i porcelæn, skete dette fald oftest direkte ned i den anden grøft, hvor idyllen
er grænsende til det kvælende og man i et vrangbillede af verden ser sig omgivet
af yndige piger, der bærer kattekillinger i favnen. De danske
porcelænsfabrikker, med Bing & Grøndal og Den kongelige Porcelænsfabrik i
spidsen, har ikke været alene om at skabe og vedligeholde traditionen indenfor
porcelænsfigurerne. Konkurrenterne i Meissen og Wedgewood har fremstillet fine
figurer næsten så længe, som de havde fremstillet porcelæn.
Disse figurer tilbyder en flugt fra virkeligheden, ind i
en verden hvor der ikke findes onde handlinger og solen skinner døgnet rundt.
Og det er bestemt ikke hvad Hindsgavl ønsker at præsenterer os for. I stedet
ønsker hun at vise os verden, sådan som den er, og for at gøre det, måtte hun
bryde totalt med traditionen for porcelænsfigurer. Dette, og måden hun udnytter
traditionsbrudet, samt de skarpe modsætninger det medførte, er hjørnestenen i
begrundelsen for at betegne Hindsgavl som kunstner.
God kunst giver brændstof til eftertanke, og en meget
effektiv måde at varme op under hjernefunktionen, er ved at opstille
modsætningspar: At tiltrække og frastøde i samme bevægelse, at lave sjov og
tale alvor i munden på sig selv, at lade et yndefuldt materiale udtrykke noget
horribelt. Og det er præcis hvad Hindsgavl gør.
Lad os begynde med det rent historiske, hvor Hindsgavl
trækker på en tradition, der går tilbage til barokken og rokokoens konversationsstykker. Det, man ved
første øjekast mener at genkende som en porcelænsfigur, med mellem et og
hundrede år på bagen, viser sig i virkeligheden at have langt dybere historiske
rødder. Og at suge næring fra en tid, der er så meget fortid, at den i dag er
os fremmed. På den måde fungerer den dybe historiske forankring samtidig som et
fremmedgørende element.
Det er nu ikke en gang sikkert, at denne dobbelthed når at
gå op for os. Måske er det beroligende nok visuelt at kategoriserer skulpturen
via sit materiale, for vi er så vant til en helt bestemt, og så afgjort
fuldstændig ufarlig, form for porcelænsfigurer. Først et split sekund senere
følger spørgsmålet: hvad er det dog de laver?! På den måde bruger Hindsgavl porcelænet
som sit brækjern, så hun kan nå at komme langt ind i vores synsfelt, før vi
aner uråd.
At porcelænet så samtidig repræsenterer den højeste grad
af civilisation, passer Hindsgavl udmærket, og hun nyder at tilføje det uanede
mængder af uciviliseret aktivitet. For Hindsgavl vil konfronterer os med, hvad
det rent faktisk er vi gør ved hinanden, hun vil vise os hvad vi udmærket ved,
men ikke altid ønkser at tænke over, nemlig at verden langtfra er perfekt og at
vi med vores handlinger ikke altid er med til at gøre den et bedre sted at
befinde sig.
Derfor er det ofte voldsomme scenarier, der udspiller sig
på Hindsgavls sceniske sokler: de store tryner de små, de stærke udnytter
skamløst de svage, og mødre har ikke altid det dybe moderinstinkt, som vi ellers
forledes til at tro er en naturlig del af den kvindelige psyke.
Men for at få os i tale, for direkte at angribe vores
omgangsformer og verdensbilleder, benytter Hindsgavl sig af endnu en finte: hun
lader os se os selv som dyr. Kun sådan tør vi se os selv i øjnene, genkende os
selv i de mest groteske situationer — og i de mest sensuelle. De egyptiske
guder havde jo også dyrehoveder, men foretog sig, som Hindsgavl selv påpeger,
højst menneskelige ting. Det er derfor hoppehoftede hunkønsvæsener, næsehornsprydede,
fortravlede mødre og, som sagt, hunde i fuld uniform, der som villige statister
spiller spejl for beskueren.
Og det forunderlige er, at vi straks genkender dem hver og
en. Vi genkender situationerne fra vores eget eller vores nærmestes liv, mens
de agerende figurer synes at være stykket sammen af elementer vi kender fra
eventyr og fortællinger. Selv deres komponenter kender vi fra barndommen, for
de er jo sammensat af legetøjsdele — en arm fra en dukke, et hoved fra et
bondegårdsdyr, en glat kattedyrskrop fra et billogo. Dette genbrug har flere
funktioner: for det første beroligere det os og lader igen Hindsgavl fange
vores opmærksomhed, før vi fornemmer faren, og for det andet placerer det
skulpturerne her, midt i vores samtid. Det kan godt være, at der er tråde
tilbage til barokken, men dette er kunstværker af det 21. århundrede.
Et andet, og helt centralt, element i Hindsgavls kunst,
nemlig humoren, placerer hende på omdrejningshøjde med en række jævnaldrende
kunstnere, der dog alle arbejder i mere traditionelle, kunstneriske medier, som
maleri og måske lidt keramik. Men det er yderst sjældent, at disse kunstnere
har så meget mening bag galskaben, så stor en appetit på at ændre verden — og
ikke bare være tilfreds med at fremkalde en hurtig latter. Det humoristiske
understreges af Hindsgavls helt forrygende titler, der lige slår hovedet helt
præcist på sømmet. Hvad er der mere at sige end ’Pludselig en morgen’, mens man
iagttager sin krops overraskende og pludselige forfald, eller udbryde ’What the
...!’ når benet går af ungen? Andre gange fungerer titlen som en syrlig
modsætning til sceneriet, mens man må sige, at to balancerende næsehorn faktisk
er et ret præcis billede af kærligheden, ’Love’
Der findes sikkert mennesker, der synes Hindsgavl går for tæt
på. Også selvom hun gør det i uskyldshvid porcelæn og med masser af afvæbnende
humor. Der findes sår, der altid kun venter på at springe op, og som Hindsgavl
selv pointerer, så har den, der ønsker sig at flygte, næppe fundet en egnet
flugtvej via hendes værker. Hun måtte endda overtræde sine egne grænser, før
hunden kunne få enhjørningen. For den er jo sjofel! Ikke pornografisk, men
sjofel — og sjov. Og det var præcis da hun gik over grænsen, sin egen grænse,
at hun fødtes som kunstner.
. |
