top
UK / DK / Facebook

studio@louisehindsgavl.dk
Phone 0045 2441 3035
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?

Formen i Verden, Noget på Hjerte

Af Martin Bigum, billedkunstner og digter
Når jeg går rundt på loppemarkeder eller i antikbutikker, om det så er i Nice, Paris, Rom, London, New York eller København, så er det ikke malerier jeg kigger efter, men figurer og skulpturer, som stikker ud fra mængden, og som er så stærke, og selvstændige i udtrykket, at jeg som malende kunstner, bliver inspireret.
Om det så er en vellykket okkult figurine fra forrige århundrede (for eksempel af tidsguden Chronos, der danser, mens han knipser med fingrene, for hvert sekund der går), eller en funkis-skulptur med kubistiske referencer ( for eksempel af en lapset chimpanse i tuxedo, der med tophatten på skrå, sidder på en romersk søjle og ser på noget der øjensynligt foregår bag skulderen på beskueren) Om det så er i ler, træ, porcelæn, tin eller bronze; når den rette form pludselig står mellem alt muligt skrammel og sollyset driver ned over formfuldendtheden, så antændes en historie for mit indre blik.
Noget begynder at boble i blodet, og det inspirerede ridt mod en kunstnerisk udvikling hos mig selv, går igang. 

Men jeg leder efter friktion, ikke formmæssig skønhed, som sådan, men friktionens spændstige skønhed. Symbolernes delikate kamp og balance. Den poesi der ligger i at have en kunnen, og overskride denne kunnen, ind i uforudsigeligt, nyt kunstnerisk land og stadig mestre tigerspringet. 
Jeg leder efter noget der giver eftertanke.   
Både på mit atelier og derhjemme, er jeg omringet af figuriner, buster, skulpturer og gammelt legetøj (der også kan have en skulpturel værdi), som mit blik, bevidst eller ubevidst, søger over, hver gang jeg mangler inspiration.  

Når jeg går rundt på alverdens museer for samtidskunst, gallerier, kunsthaller og messer og biennaler, så er det den kunst, der ikke ligner nogen andres, jeg leder efter. Det være sig video-, objekt-, installations- eller malet billedkunst, men dén som har så meget på hjerte, at den også kan skabe eftertanker for fremtiden.
Der er langt mellem snapsene, rigtig langt, men jeg kan altid se når et værk ikke vil tabe højde for mig, men forblive i evig glideflugt mellem ekvilibristisk form og ditto indhold.  En sjælden gang, så er den der, den afvigelse i ens kritiske blik, som tillader sanserne og intellektet og ånden at vågne og lappe i sig, helt uventet.   

Således med Louise Hindsgavls kunstværker. Første gang jeg så dem, kunne mit blik slet ikke stoppe dets lystvandring, men gled og drev uhæmmet over de overraskende skinnende former, frem og tilbage, ud og ind, i et virvar der var ligeså syndigt, som det der foregik i hendes skulpturelle landskab. Her var endelig- noget så sjældent som- en skulptør fra min egen generation, med et selvstændigt ynglende udtryk, og en vilje til at sætte og vove en scene. At tale. I Tom Kristensens roman Hærværk har den fordrukne journalist Jastrau et "emaljeret blik", når han bumler ud fra natteværtshuset Bar des Artistes, og ud i morgenlyset efter en af sine drukture, og han ser feber-agtigt, og med feberens samme skærpede sanser, på samfundet, der er i fuld gang med sin "glitrende morgentrafik", men uden ham, for han er stået af, han kan ikke mere, han er blevet en voyeur til den normale verden.
Det var det "emalje-blik" jeg følte, da jeg så Hindsgavls skulpturer første gang, dels ved at mit blik vedblev at vandre og ikke kunne afkode, men også fordi alt genkendeligt var blevet rusket af led og ind i en ny kontekst.
For tag ikke fejl af keramikken, porcelænet, den luksuriøst tindrende overflade; der foregår en hed samtidskritik her, som, når først spottet, bringer verden nærmere.  Følgende tunge emner har affødt mange af de skulpturer der er i denne bog: kynisme (The Break), kønskamp (Mom´s in the kitchen, og Honeymoon), pædofili (Vacation at aunties- we´re gonna have so much fun), arbejds-stress (Everyday scenario at the office), cover-identitet (Curiosity).
Det er lige på og hårdt, og det kunstneriske medies, og indholdets, hvæsen, skraben og kærtegn imod hinanden skaber et ny-brud.
Vi er langt fra brugs-kunst eller design, der er en indholdsside her, som kun er til ånden. Og til individet, som et menneske der foran skulpturerne, kan se sin selvoptagethed og sin frihed spejlet konvekst i de burleske figurers dance macabre.  

*  

Louise Hindsgavl er en del af en meget stærk generation af yngre kvindelige danske kunstnere, som i starten af 2000'erne bragte det narrative element ind i billedkunsten på ny. Jeg indlæser hende helt naturligt i sammenhæng med gennembruddene hos malerne Katrine Ærtebjerg, Katrine Raben Davidsen og Julie Nord, og kollagekunstneren Kirstine Roepstorff, for at nævne nogle få fra den danske scene. Hendes medie er et helt andet, men ligeså nærværende. Men også internationalt er der åndsfæller såsom Kara Walker, Inka Essenhigh, Natalie Djurberg og Susanna Majuri.
Det feminine, det at stå ved det at være kvinde, og ikke forsøge at sløre det i en mandsdomineret kunstverden, har også præget disse kunstnere. Og den utilslørede femininitet- seksualiteten, kropsligheden,sanseligheden hos den moderne kvinde- tilsat en sociologisk indignation og kritisk sans, som flettes ind i værkerne, på hidtil uset vis i kunsthistorien. Feminiteten er ikke feminisme, men har forliget sig med forskellene og lighederne kønnene imellem.   

*   

Engang ude i fremtiden er der formentlig ingen, der tilfældigt vil finde en Hindsgavl på loppemarkedet eller i en antik-butik, for da er de alle for længst erhvervet af museer. Men skulle det ske, vil den heldige blive indfanget af ”emalje-blikket”; et syn som af noget der næsten ikke kan ske, men som er lige ved at ske, og sker lige NU.