top
UK / DK / Facebook

studio@louisehindsgavl.dk
Phone 0045 2441 3035
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?

Et Bæltedyrs Bekendelser

Af Peder Rasmussen
Det er ikke altid lige sjovt at være et bæltedyr! Man hører til nederst i hierarkiet og bliver chikaneret af alt og alle. Panterne er de værste, synes jeg - særlig de hullede, men de er jo efter Gud og hvermand. Hvis de narreaber bare var det eneste, man måtte trækkes med, så gik det vel endda, men det er de langtfra! Forleden blev jeg eksempelvis forfulgt af en led, bodybuildet giraftype med dukkelår og minipik - og sparket direkte bagi! Ydmygelsen var total. Man var på flugt. Man måtte kravle hjemover med sine venner. Men hvad sker der så bare lige? Jo da, jorden ruller sig sammen i kaotiske gesvejsninger — og man er lige vidt og langtfra i sikkerhed og til huse. En tragedie er det vel ikke, men det kan være svært at bære - især når tilskuerne bare står og griner. De ter sig rent ud sagt som elefanter i en porcelænsbutik. Næ, så har enhjørningerne det sjovere. Der mangler heller ikke noget - hverken til gården eller gaden. Er de rigtige smarte - og enhjørninger er næsten altid smarte — så får de sig endda et dyt i bamsen. Og der bliver ikke sparet på krudtet. Ja, jeg siger ikke noget, ikke et ord fra min mund, men de er altså helt tossede med hunde... i uniform! Det er selvfølgelig forklædte mennesker, for vi ved jo godt, at hvis den slags rigtig skal turde være sig selv og udfolde sig bare en anelse — så er det på med maskerne. Og heromkring ser vi mange af dem i helt vilde forklædninger. Jeg kender en, der altid render rundt med et rådyrhoved på. Det kan man i og for sig godt forstå, når man ved, hvad han foretager sig, hvis han tror, ingen ser det. Han hører i hvert fald ikke til dem, der ligefrem holder afstand til pingvinerne! Den anden dag var han nu lige ved at gå for vidt, for en af vagterne kom i det samme - et af de der hyæneagtige møgdyr på larvefødder. Så kunne han holde sig i skindet. Men det er selvfølgelig bare indtil næste gang. Jeg ved det godt… man skal heller ikke være alt for utilfreds med sin situation. I det her univers er der såmænd mange, der har det betydelig værre. Lige nu tænker jeg især på et næsehorn, jeg mødte engang. Det kan godt være, du tror, jeg overdriver — men hele bagpartiet var skiftet ud med en gigantisk hånd - reverenter talt!  Nå ja, gigantisk set i forhold til de størrelser vi nu engang har. Og vi er vel ret små, når det kommer til stykket. Det er en del af vores charme, og charme sælger, og vi er til salg — men aldrig til fals!   Selvfølgelig lever vi på en måde i vores egen verden, men man kan alligevel godt få en fornemmelse af, at der er nogen, der ligesom bestemmer det hele - en slags kraft der dikterer alt, hvad der sker. Den grisebenede gås fortalte en dag noget i den retning til en kentaur - naturligvis for at gøre sig interessant. Jeg hørte det, men lod som ingenting. Bæltedyr er måske nok små, men ikke dumme, og vi ved faktisk mere end som så. Jeg kan vist godt tillade mig at give mig til kende nu, håber jeg. Jeg er nemlig et af de bæltedyr, der blev sat lidt i venteposition under fabrikationen. Det var noget med, om jeg skulle have kanin- eller dameben — og det betyder meget i vores situation. For vi optræder jo af og til — det vil sige ret tit, faktisk altid — i en slags cirkus. Men når man så står et stykke tid, under gennemsigtig plastik, og tørrer stille og roligt, så får man jo sine chancer for at se, hvad der sker i rummet omkring en. Og det er ikke småting — det vil sige, det var det jo — men det var alligevel stort, det der skete. Det jeg så, var en sild, lyshåret og en anelse alfeagtig i snittet — lidt i retning af en laber larve. Hun sidder der og laver os i døgndrift… nærmest. Der bliver taget forme og støbt og modelleret, og det er hende der bestemmer, hvordan vi skal se ud. Om benene skal sidde, hvor de plejer - eller et helt andet sted. Om hovedet skal vende den ene eller den anden vej, eller om der overhovedet skal være et. Men en personage, det skal det være! Hun er ung og griner tit - eller ret tit efter min mening, men man kan alligevel godt fornemme, at hun har styr på tingene. Det er ellers en gammel verden, vi tilhører. Ikke så gammel som bæltedyret selvfølgelig, men gammel nok. Der har altid levet porcelænsfigurer i Kina, men vi kom først ret sent her til landet. I begyndelsen var vi nok lidt kedelige. Vores rygte var faktisk katastrofalt. Vi boede selvfølgelig også hos borgerdyrene, mest de små, som holdt os i deres vindueskarme og reoler. Nogle af os nedstammer fra de figurer, eller bare dele af os — en arm her, et ben der, men ellers kommer vi fra mange andre arter, og ikke mindst fra yngre mutationer som for eksempel plasticdyr. Der er ikke noget at sige til, at det var svært at komme til at lave noget moderne af den slags. Silden gik engang på keramikskole, og der fik hun på hatten for at lave os, så hun blev helt forskrækket, og ked af det også. Det var ikke æstetisk korrekt, hed det sig. Nå, men heldigvis flyttede hun hen til den store by, og hvordan det så ellers gik til, så fik hun et værksted i en kælder - og så tog fanden ved hende. Ja, fanden var det måske ikke, men djævelsk morsomt blev det — særlig for alle os porcelænsvæsner. Vi kom jo simpelthen til verden og blev skabt. Uden den sild i den kælder i den by, ja, så ved man ikke om vi havde eksisteret som andet end drømme i hovedet på hende. Men nu er vi her — vi er virkelige! Og det at stå i hendes kælder og vente på at blive færdig, det er noget af det mest underholdende, jeg har prøvet. Når man først har fået sin faste form og et lag glasur, så er det en rar ting at tænke tilbage på. Der stod alle mulige dyr og grupper af personager og talte sammen. Dyr talte med mennesker - med dyrekroppe, tre gæs i fuld militær udrustning diskuterede med hinanden, og der var en summen af de forskelligste stemmer. Nogle grupper var elegante, faktisk ret flotte, andre bare sjove eller underlige — også set fra mit synspunkt. Der var hele scener, for eksempel en, hvor en panter forfølger en flok pingviner på hjul, eller en anden, hvor fire fabeldyr stod stablet oven på hinanden. Også lange processioner af figurer tog form i den kælder, inden de gik ud i verden.   Nu aner jeg jo ikke, hvor meget min kunstner — det er sådan en, hun er, har et af klogedyrene fortalt mig — om hun ved, hvad jeg ved om porcelænshistorie. Men noget har hun nok rede på, det fornemmer jeg. Jeg siger det ikke for at prale, men faktisk har jeg familie ved både det kinesiske hof og på de fineste museer i verden. Porcelæn er nemlig blevet formet af mange noble og spøgefulde folk, der i dag kigger ned på os fra deres himmel. Det er noget, vi porcelænsdyr bare kan mærke. Og mange af dem morer sig over det, de ser. En, der hedder Kai Nielsen er særlig vild med min kunstner. Han lavede selv mange figurer, da han var ung. Mennesker der lignede fugle og den slags, men det er der jo ingen, der husker i dag. Og Jean Gauguin, ak ja, han var utrolig glad for vores slags, så længe det varede. Men kunstnere dør jo. Vi porcelænsfigurer lever til gengæld evigt - hvis man passer på os! Ellers har det været så som så med slægtskaberne i mange år. Vores eneste familie — og den er heldigvis meget langt ude — er nogle stentøjsdyr af Sten Lykke Madsen. Ikke mine ord igen, men sidst jeg så dem, førte de sig frem og opførte sig vildt uterligt på en udstilling, hvor man havde sat os klos op af dem. Hvorom alting er: Min kunstner hedder Louise Hindsgavl, og vi er ret mange bananaber, hjortegæs og skvadderpander, foruden kentaurer, kængurukaniner og krympedyr, der vil gøre alt for, at hun ikke holder op foreløbig - nu er det vores tur. Al magt til bæltedyret!   Peder Rasmussen