top
UK / DK / Facebook

studio@louisehindsgavl.dk
Phone 0045 2441 3035
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?

Diabolske Steorider

Af Charlotte Jul
”For Dit Eget og Vores Bedste”, ”Kniven”, ”Paying The Price”og ”Still Sexy” er alle titler på Louise Hindsgavls porcelænsfigurer. Titler, der refererer til overforbrug, magtanvendelse, selvlemlæstelse, egocentrisme og kræft. Titler, der sætter sig tungt på det æstetiserede hvide porcelæn og kiler sprækker af samfundskritisk alvor ned i den pæne, rene forestilling. Louise Hindsgavl har fat i den lange ende. Den ende, der tager dig med bukserne nede, hvis du i et travlt øjeblik skulle have glemt at kigge ordentligt efter. For hendes figurer fabulerer over hverdagens tabuiserede situationer, dilemmaer, overgreb og rutiner. En ironisk distance til de tunge tematikker manifesteres imidlertid af den glatte, blanke og oftest hvide porcelænsoverflade, der mimer uskyldighedens overfladiske ,univers. Hverdagen udgør en uudtømmelig inspirationskilde for Hindsgavl, der om nogen har pillet rokokotidens konversationsstykke frem fra gemmerne og gjort det usmagelige smagfuldt, det kitschede mondænt. At gå imod strømmen er en anden af Hindsgavls vitale drivkræfter. En drivkraft der lader materiale og fortælling smelte sammen i en hårdtslående og tidssvarende nyfortolkning af figurinetraditionen.

Louise Hindsgavls figurer er konkrete og abstrakte på samme tid. Konkrete som let aflæselige genkendelige kroppe, der er i færd med en handling, vi kender fra dagligdagen. Abstrakte, fordi kroppene ofte består af dyrehoveder på menneskekroppe, der tilsammen skaber urealistiske og drømmeagtige virkelighedsscenarier. Ting, der ligner, men alligevel ikke kan lade sig gøre. Drømme, der alligevel er virkelighed. Eller? Hindsgavl lader det surreelle møde det reelle i et fysisk og figurativt univers, der klasker hverdagens traumer, lyster og hemmeligheder i synet på os. For at få os til at undres, ærgres, græmmes og vækkes. I starten af Hindsgavls karriere var figurerne monteret på en porcelænsopsats i lige forlængelse af rokokotidens konversationsstykker, men i den senere tid har de hævet sig op og væk, blevet større i proportionerne og har mødt farvet glasur, snore, akrylpinde og farvet ståltråd. Louise Hindsgavl er en moderne kunsthåndværker, der mestrer sit materiale, samtidig med at hun lader det fortælle en historie. Derfor er hun også en samfundsbevidst kunstner, der med et ben i hver lejr balancerer den moderne kunsthåndværkers polære paradoks mellem kunst og håndværk.

Charlotte Jul, cand. mag, freelancejournalist og redaktør af KUNSTUFF — dansk kunsthåndværk og design.