top
UK / DK / Facebook

studio@louisehindsgavl.dk
Phone 0045 2441 3035
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?

Burleske Tableauer

AfJorunn Veiteberg
Louise Hindsgavl vakte opsigt, da hun i sin første udstilling efter afsluttet uddannelse fra Designskolen Kolding præsenterede figurative, keramiske opsatser. Mange mente, det var mere kitsch end kunst, og i al fald brød denne type arbejde med vante forestillinger om dansk keramik, som i flere generationer har været domineret af krukken både som motiv og tema. At hendes opsatser vakte diskussion var i tråd, med deres tiltænkte funktion. I lighed med 1700-tallets såkaldte konversationsstykker — overdådige, keramiske opstillinger, der blev placeret midt på spisebordet, og som ud over figurative fortællinger kunne have beholdere til gode dufte og skåle til frugt og lækkerier — tjente de som visuelle blikfang, som samtidig gav de tilstedeværende noget at tale om. Louise Hindsgavls første konversationsstykker var ofte forankret på en keramisk sokkel og forsynet med slyngede forsiringer, som indrammer et landskab med en brølende kronhjort som hovedmotiv. Kronhjorten er selve ikonet på dårlig smag og fiduskunst i Danmark, og Hindsgavls tableauer inviterede således til en diskussion om kunst og kitsch; keramik som populærkultur i forhold til keramik og kunst. Det handler om de forskelle, der eksisterer i vor kultur når det gælder smag og om en kunstnerisk strategi, som går ud på at forstyrre den rådende orden mellem højt og lavt, rent og urent. Dette er stadig en central strategi for Louise Hindsgavl, selv om kitsch ikke længere er det centrale tema. I stedet har forskellige figurer — fra kaniner og bæltedyr til machomænd, kvinder og børn overtaget podiet.   Det er let at hæfte etiketten postmodernisme på Louise Hindsgavls kunstneriske virke, men jeg er mere fristet til at placere hende i en anden ”isme”, nemlig surrealismen. I 1930erne klædte Meret Oppenheim en tekop i pels og bandt et par højhælede damesko sammen så de lignede en kalkun. Det handler om at skabe et visuelt sprog for begær og drømme. Louise Hindsgavl bygger videre på denne arv, og hun har også selv i avisinterviewer fremhævet, at surrealismen fra en tidlig alder har været en vigtig inspirationskilde for hende. Hendes figurer har også ofte udgangspunkt i virkelige ting som legetøj og nipsfigurer, som hun har taget afstøbninger af og så sat sammen og modelleret videre på. Resultatet er genkendelige former, men sat sammen i nye overraskende konstellationer. På den måde kan hun, i lighed med surrealisterne, få sagt noget om det, der ligger bag tingene og under livets synlige overflader. Om drømme, længsler og følelser, lyst og begær, ensomhed og fællesskab, og om livet som absurd teater og maskespil som det ses i værket ”Det Daglige Valg” (2005). Situationerne, hun skildrer, er således hentet fra dagens virkelighed med temaer som stress, karrierevalg, rolleforventninger og kønsforviklinger. Hendes titler slår tonen an og udgør en vigtig del af figurerne. Blandt de seneste finder vi titler som ”Til Dit Eget og Vores Bedste”, ”Still Sexy” og ”Mødregruppe”. Som en kritiker bemærkede i forbindelse med disse titler: ”Louise Hindsgavl besidder en sjælden evne for både det ondt humoristiske, totalt tvetydige og samtidig helt bogstavelige.” Ikke mindst værket ”Opslugt” spiller på ordets tvetydighed. Det viser et henført hundyr med hjortehoved. Hun omgiver sig med blomster, men også med to djævleunger, der med skarpe tænder har kastet sig over hende og bogstaveligt talt sluger hende råt.   Jeg har kaldt Louise Hindsgavls figuropstillinger for tableauer. Dette udtryk fra teatrets verden er i forbindelse med billedkunst kommet til at betegne installationer, som forestiller dagligdags optrin, hvor det er det trivielle i tilværelsen, der understreges. Hos Louise Hindsgavl er der ikke tale om figurer i naturlig størrelse, ligesom en kunstner som Georg Segal gør det i sine tableauer med menneskefigurer i hvid gips. I stedet benytter hun sig af hvidt porcelæn som materiale og miniaturen som form. Men ellers er det det teatrale som element og det trivielle som tema, der knytter dem begge til tableauet som medium.   Et vigtigt aspekt ved Louise Hindsgavls arbejder er brugen af et underlag for figurerne. De er altid placeret på en base eller et podium, som er lavet at samme materiale som figurerne selv. Podiet tjener til at binde flere figurer sammen til en gruppe, men vel lige så vigtigt er det, at det også løfter figurerne op og fremhæver dem. På den måde bliver de afgrænset fra den verden af ting, som de ellers ville være på niveau med. Dette giver dem en anden virkelighedsstatus. De bliver bogstaveligt talt sat på piedestal. De fleste podier er runde eller ovale og tjener som opfordring til beskueren om at studere figurerne fra alle sider.   Med årene er figurerne blevet stadig mere absurde og frække. Det sidste kommer til udtryk gennem tydelige kønsattributter. Hvor rokokkotidens porcelænsfigurer spillede på erotiske undertoner i scener med opvartende friere og forførende kvinder, er Louise Hindsgavls figurer af i dag mere direkte. Et eksempel er værket ”Accessories” fra 2005, hvor mandsfiguren åbent vedstår sig sin interesse for brede hofter og bryster i hobetal, når han dropper maskespillet — samtidig med, at der ikke findes noget figenblad til at skjule hans egne herligheder. I slægt med denne er ”Julegaven”, hvor mandsfiguren har fået et par bryster at hænge på sig til evig forlystelse og glæde. Men i hendes produktion findes der også mere nedtonede og poetiske indslag. Et eksempel herpå er ”Romantiker” fra 2006, som består af en enkelt siddende figur. Placeret på en drengekrop er et hoved med store, åbne øjne, andenæb og lange opretstående ører. Hænderne ligner hummerklør og vidner om en klodset og hjælpeløs type. Men hans opmærksomhed er rettet mod en rose, som han forsigtigt holder i kløerne og beundrende dufter til. Det er et værk, som udtrykker både ung uskyldighed og længsel efter kærlighed.   Mange af Louise Hindsgavls figurer har menneskekrop, men dyrehoved. Denne interesse for mutanter, der dels er dyr, dels menneske, udspringer ikke af en interesse for science fiction eller dagens videnskabelige muligheder for at erstatte flere kropsdele med dyreorganer. Hos Louise Hindsgavl handler det mere om at fremhæve menneskets anden natur: den side af os som ikke tilhører den pæne facade, og som er uden for bevidsthedens kontrol og viser os i instinkternes vold. Bevidst spiller hun på ambivalensen, som opstår, når materialet er forførende delikat, mens indholdet er frastødende i sin udlevering af menneskelig dårskab og dyriske drifter.   Louise Hindsgavl er ikke alene om at fortælle om menneskelige følelser og begær gennem dyrelignende personifikationer. Folkeeventyrerne og børnebogslitteraturen er fulde af dyr, der klæder sig, optræder og taler som mennesker, men Louise Hindsgavls verden er alt andet end barnlig og sentimental. Slægtskabet er større med det absurde og temmelig groteske univers til tegneseriefigurerne i Wulfmorgenthalers striber, som hver dag er at finde i det danske dagblad Politiken. Som dem bruger hun overdrivelsen som et centralt virkemiddel, og den humoristiske effekt dette har, får os til at le. Det er en latter, der både har en forløsende og frigørende funktion. Hendes figurer har således ikke bare en fod i den keramiske populærkultur, men knytter også an til folkelige fortælleformer og tegneserier. Forfatteren Marina Warner fremhæver i bogen ”Fantastic Metamorphoses, Other Worlds”, at fortællinger om dyr, der bliver mennesker og mennesker, der bliver dyr, er forvandlingshistorier, der udtrykker konflikter og usikkerhed. De repræsenterer en måde at fortælle om sig selv på, ligesom Louise Hindsgavls figurer også gør. Grundholdningen, der gennemsyrer hendes fortællinger lader sig sammenfatte i karakteristikken Burlesk. Dette franske låneord betyder både overdreven, komisk, løssluppen, fantastisk og grovkornet. Burlesk opfanger derfor mange sider af Louise Hindsgavls univers.   I 2004 var Louise Hindsgavl en af to vindere af Biennaleprisen for bedste arbejde på Biennalen for Kunsthåndværk og Design i Danmark. Med prisen følger et tilbud om at udstille på Kunstindustrimuseet i København, og det gennemførte hun sammen med smykkekunstneren Mette Saabye i efteråret 2006 under titlen ”I Virkeligheden…….” Samtidig havde de tilføjet en undertitel: ”Vi ser det vi ser, fordi vi er det vi er og begriber verden med de begreber vi begriber”. Louise Hindsgavls greb om virkeligheden på denne hendes hidtil største satsning, røbede både humor og ironi, og viste at hendes styrke fortsat er evnen til at blotlægge menneskelige svagheder. Figurerne og fortællingerne bygger på mange af de samme temaer som tidligere, men den slående forskel fra tidligere arbejder var skulpturernes størrelse. Hvor højden på figurerne tidligere har holdt sig omkring 10 cm til 35 cm, så varierer de fleste nu fra 25 cm til 70 cm i højde. Det stiller tilsvarende krav til øget omfang af de keramiske podier, som tableauerne hviler på. I større grad end før er disse figurer modelleret frit, selv om hoveder, hænder og forskellige attributter fortsat bygger på afstøbninger af nips og legetøj. Størrelserne på disse seneste tableauer gør, at de befolker rummet på en anden måde, end de mindre figurer gjorde. De kræver et større rum og er mere insisterende i deres nærvær. Referencerne som melder sig er også nogle andre. Hvor man tidligere associerede værkerne med nipsverdenens figurer, er det nu skulpturernes verden de i højere grad knytter sig til. Springet i størrelse har også medført forandringer i udtrykket. Den glatte overflade i de små porcelænsfigurer lader sig ikke overføre til det store format, hvor udtrykket er mere råt, fordi sprækker og revner spiller med.   Uanset om figurerne er store eller små, er den mest oplagte reference for Louise Hindsgavls tableauer i skinnende hvidt porcelæn rokokotidens porcelænsfigurer med deres karakteristiske affekterede kropsbevægelser og maniske fagter. Traditionen for konversationsstykker refererer hun også til på udstillingen ”I Virkeligheden….” ved at placere figurerne på et bord med dug. Men ellers er forskellene mange fra Meissens eller den Kongelige Porcelænsfabriks klassiske figurer. På den måde vidner hendes arbejder om, at kultur indebærer en konstant forandringsproces, hvor noget bliver skubbet til side, for at noget andet kan tage dets plads. Porcelænsfigurerne, der engang var populære samlerobjekter med en hædersplads i hjemmet, er i dag faldet i status og blevet marginaliseret som kulturelt udtryk. Hindsgavl vækker minderne om denne keramiske tradition til live igen, samtidig med at hun gennem sit forandrende greb også distancerer sig fra det sentimentale og idylliserende, som gerne hænger ved traditionelle porcelænsfigurer, fjernt fra hendes tableauer. Ved at trække på forskellige former for populærkultur, udfordrer hun de rådende smagsnormer inden for dansk kunsthåndværk. Den kulturelle sammensmeltning, som hendes på alle måder hybride figurer repræsenterer, er derfor i disse år med til at skabe en ny kulturel orden i dansk keramik. Det er blevet bemærket, og inden for de seneste år er hun blevet hædret med Annie og Otto Detlefs’ keramikpris i Danmark, indkøbt af  Statens Kunstfond og Kunstindustrimuseet i København, samt Victoria & Albert Museum i London.   Kulturel uorden er et udtryk for forandring, og forandring, eller snarere forvandling, er et centralt stikord for Louise Hindsgavls keramik. Det gælder forvandlinger på mange forskellige niveauer fra det materielle til det indholdsmæssige: billigt plastiklegetøj og andet nips bliver til kostbare porcelænsfigurer, populærkultur transformeres til kunstobjekter, mens mennesker smelter sammen med dyr, og et visuelt tableau bliver til fortælling. Grænserne mellem fantasi og virkelighed, det naturlige og overnaturlige og den indre og ydre verden er flydende i disse fortællinger. Det er deri, deres magi ligger. Det er her forundringen kan opstå. Når fortællingen og kunsten lykkes, repræsenterer den i sig selv en forvandlende kraft.   Jorunn Veiteberg