| "Hvis man ikke går til
yderligheder går man slet ikke” (Asger Jorn)
”Pleasure only starts once the worm has got
into the fruit, to become delightful happiness must be tainted with poison”
(Georges Bataille)
”I once stole a pornographic book that was
written in braille. I used to rub the dirty parts” (Groucho Marx)
Man kan bestemt ikke beskylde Louise Hindsgavl for at være
politisk korrekt. Hendes porcelænsfigurer bryder stort set alle tænkelige og
utænkelige regler for hvad man gør og ikke gør. De er fulde af vold,
lemlæstelser, obskøniteter og en særdeles grovkornet humor. Og alt sammen skabt
i det materiale, porcelæn, som man normalt forbinder med sødladne
rokokohyrdinder, elskværdige gråspurve og æblekindede bondepiger i folkedragt.
Med andre ord, Louise Hindsgavl vil give et så kraftigt los til den gode smag,
at hun fortsætter langt ud over, hvad man normalt finder i samfundskritisk
kunst. Faktisk fortsætter hun helt derud, hvor kunsten bevidst nærmer sig negationen
og bliver til et modbillede til det bestående. Et modbillede, som alle dage har
eksisteret ved siden af og under den officielt anerkendte livspraksis. Et
modbillede, hvor alle ting vendes på hovedet, hvor klasseforskellene for en
stund ophæves og hvor undertrykte og fortrængte seksuelle energier kommer til
fri udfoldelse.
I europæisk tradition er dette kommet til udtryk i
karnevalet, hvor man, i det mindste for en dag eller en uge, kan skeje
fuldstændigt ud, gøre grin med præster, lærde, adelige og konger og i det hele
taget gøre som man har lyst til. Magthavere gennem alle tider har kunnet leve
med karnevalet, fordi den gamle samfundsorden vendte tilbage, når festen var
forbi, men der har altid eksisteret en understrøm, en undergrund af folkelig satire,
ældgamle riter og saftig lavkomik, ofte præget af en helt anden frigjort
seksualitet end den officielt anerkendte. Noget, som bl.a. har givet sig udslag
i commedia dell´arte og har inspireret digtere og kunstnere gennem århundreder.
Kunstnere som den berygtede Marquis de Sade, der var en stor inspirationskilde
for surrealisterne med sine skildringer af seksuelle eskapader af
sadomasochistisk karakter.
Inden for forskningen er fænomenet beskrevet af bl.a.
Mikhail Bakhtin, Georges Bataille og Danmarks mest kendte kunstner gennem
tiden, Asger Jorn. Asger Jorn, som følte sig på bølgelængde med alle de
folkelige, rå, usentimentale, blodrige, spontane og ofte anonyme
frembringelser, der er gjort gennem tiden og gjorde dem til grundlaget for og hele
utopien bag den totale verdensomvæltning, der var hovedkernen i
COBRA-bevægelsen.
Louise Hindsgavls figurer er i modsætning til Jorns
kunstværker eksemplarisk glatte og pæne, i hvert fald, hvad angår materialet. Men
de har den samme overrumlende energi, sorte humor og groteske virkemidler som hos
Jorn og har i det hele taget dybe rødder i den mere eller mindre dæmoniske
undergrundskunst, der altid har eksisteret i den vestlige verden. Selvfølgelig
med udgangspunkt i den historiske kontekst, Louise Hindsgavl befinder sig i. En
kontekst og et tidsbillede, som hun spidder nådesløst, når hun med sine
dyrefigurer viser vores stressede fortravlethed, frysende ensomhed, håbløse
narcissisme og vores totale mangel på seksuel tilfredsstillelse trods den
påståede frigjorthed.
Det er derfor hendes figurer er et slag i ansigtet eller et
los i røven, om man vil. De går ikke kun til stregen, de overskrider den ofte
og gerne og hvis man ikke fanger eller bryder sig om den overstadige humor, der
ligger bag dem, vil man nok have svært ved overhovedet at forstå de skinnende
hvide kunstværker.
Når de er så populære som de vitterligt er, skyldes det
imidlertid utvivlsomt, at rigtigt mange mennesker faktisk værdsætter den
uimodståelige og barokke fantasi, de er udtryk for. Skulpturerne rammer noget
dybt og arketypisk i os, samtidigt med, at vi kan se os selv spiddet nådesløst
og præcist. Og på trods af deres ofte makabre fortællinger, er Louise
Hindsgavls porcelænsfigurer i bund og grund æstetisk smukke, de er lækre og
indbydende at røre ved og de er præget af den håndværksmæssige finish, hun
tydeligvis respekterer dybt. På denne måde er Louise Hindsgavl både en
respektfuld traditionalist og en markant fornyer af porcelænskunsten.
Tom Jørgensen,
kunstskribent |
