top
UK / DK / Facebook

studio@louisehindsgavl.dk
Phone 0045 2441 3035
Indtast venligst dit brugernavn og adgangkode:
Glemt din adgangskode?

Krabber i en Spand

Af Charlotte Jul
Keramikerne Louise Hindsgavl og Michael Geertsen kan næppe være mere forskellige i deres udtryk. Hindsgavl er figurativ. Geertsen abstrakt. Begge vinder de priser, udstiller på internationale gallerier og høster stor anerkendelse for deres arbejde. Living Design satte de to spydspidser i stævne og fandt ud af, at de dog er enige om at give dogmerne på designskolerne og Janteloven et los i r... ”Who loves who” er titlen på et af Louise Hindsgavls seneste værker, hvor en forælder foretager sig incestuøse ting med sit barn? Svaret er ikke entydigt, for figurerne er måske ikke mennesker, men menneskelignende figurer med dyrehovedemasker. Titlen refererer til det paradoksale i, at der sjældent er tale om et gensidigt kærlighedsforhold- det har den voksne bare svært ved at se. Eller? Lagene er mange og tolkningerne ditto. Louise Hindsgavl har fundet sin berettigelse ved at nyfortolke porcelænsfiguren og rokokotraditionens konversationsstykker, hvor porcelænsopsatser blev sat på middagsbordet for at tilskynde til samtale. I Hindsgavls tilfælde bliver samtalerne nu ikke specielt hyggelige. Det er ”heavy stuff” den 35 årige keramiker fyrer af i form af eksistentielle, identitetssøgende og følelsesmæssige temaer, formgivet af såvel fysiske som psykiske modsætningspar; rundt og kantet, grelt og smukt, uhyggeligt og hverdagsagtigt — eller bare slet og ret grotesk vulgært.   Michael Geertsens tredimensionelle vægobjekter uden titel er abstrakte forskydninger af genkendelige hverdagsgenstande som kopper, skåle og tallerkner, der nærmest ligner en opvaskestabel glemt i en sommerferie, som solen har smeltet sammen. Det er skarpt og blødt. Organisk og geometrisk. Glat og fuld af modstand på én og samme tid. Genkendelige sammenstillinger der transcenderer de vante omgivelser, som tingene er set, tænkt og brugt i — og nu placerer sig i nye, hvor det genkendelige mister sin oprindelige betydning, men får en ny. Hvorfor nu også det? 40 årige Michael Geertsens værker trækker på intertekstuelle referencer til flere af kunsthistoriens ismer og rejser måske flere spørgsmål end svar. Fordi erkendelse er en personlig proces. Fordi den internationalt anerkendte keramiker ikke leverer færdige løsninger. Fordi æstetik ikke er defineret på forhånd. Fordi man enten får en oplevelse af at møde Geertsens værker eller bliver irriteret over dem.   Stjernenykker Jeg sidder på café med to af Danmarks storaktuelle keramikere. Måske er de endda stjerner — i hvert fald på det keramiske firmament. Spørger man dem selv, er de ikke i tvivl Michael Geertsen er nærmest indbegrebet af definitionen på et EGO — særligt efter at han proklamerede, at han ville være keramikkens svar på en rockstjerne. En keramiker, der stak næsen flere kilometer frem. Pressen flokkedes om ham og han kom i alle medier. ”Det var et pressegreb. For at se om det virkede. Det gjorde det!” fortæller Geertsen med slet skjult smørret mine. ”Jeg var den lille keramiker, der legede Jeff Koons. Det er Danmark — og særlig feltet ikke vant til. Danske kunsthåndværkere er som krabber i en spand. Man skal helst blive nede i spanden. Hvis man prøver at kravle op over kanten, er der altid nogen, der trækker dig ned. Ned i den store socialdemokratiske masse, hvor vi alle er lige”. Michael Geertsen skyder med skarpt. Hans værker er hans våben. Og han lægger ikke skjul på, at han gerne går i guerillakrig for sine værdier. Med en daglig gang i det københavnske punkmiljø i 1980’erne drømte Michael Geertsen om at blive en ægte rockstjerne — indtil han mødte en kunstmaler, der viste ham, at man sagtens kan bevare sine idealer uden partout at skulle skrige dem ned i en mikrofon. At man som kunstner har et frirum, hvorfra man kan kommentere på verden. Ja, nærmest har pligt til det. Hvor det man siger, betyder noget. Fra da af gik det op for Geertsen, at andre medier end musikken var ligeværdige og vejen gik fra pottemagertræning over Teknisk Skole til Danmarks Designskole.   Louise Hindsgavls ambitioner rækker, ligesom Geertsen, ud over den hjemlige spands høje kanter. Det er det internationale, Hindsgavl ligesom hendes egen forfængelige ambition er,”Men det siger man jo ikke højt”, forklarer den høje, blonde jyde med de insisterende blå øjne, der de sidste to år har kilet sit navn solidt ned i både national og international muld. ”Der er jeg nok rundet lidt mere af pænheden end dig Michael”, siger Louise, selvom man med hendes figurer in mente skulle tro alt andet. Desuden er det vigtigt at have et større modtagergrundlag end Danmark alene, for at have et anstændigt livsgrundlag.   Dogmefabrikkerne Begge keramikere er uddannet fra to af landets designskoler; Hindsgavl fra Kolding, Geertsen fra København. Hindsgavl var ikke som de andre. Hun brændte ikke for den funktionalistiske og minimalistiske beholder, men for det figurative, det narrative og det dekorative. Skældsord, ja nærmest blasfemi i en skole med dybe rødder i de funktionalistiske traditioner og formgivningsidealer og hvor en glasur IKKE er noget man bestiller færdigt, men noget man ALTID skaber fra bunden. ”Det er godt at vide, hvordan man laver glasurer, men det betyder ikke, at man skal udelukke alt andet. Det dogmatiske er farligt. Min mission udkrystalliserede sig på tredje år som vreden mod dogmerne”, fortæller Hindsgavl. ”jeg følte ikke der var sprækker af frihed nogen steder, og jeg mødte ingen forståelse for mine idéer. Da det endelig gik op for mig, at rokokoens konversationsstykker faktisk havde en FUNKTION fik jeg et argument til at afvæbne kritikken”. Geertsen oplevede samme manglende forståelse på Danmarks Designskole. ”Et eller andet sted handler det vel bare om at blive inspireret. At lærerne burde have sagt; fint nok du har lavet det der, men se lige, hvad der foregår i USA. Og så kunne de have stukket et magasin op under næsen på dig. Skolerne i Danmark er desværre ofte præget af de samme cirkler, hvor de studerende ender med at bliver lærere samme sted osv. Den mest inspirerende professor er ham, der aldrig er der, fordi han er i New York og sætte sin udstilling op”, påpeger Geertsen. ”En af de ting, jeg lærte i Kolding var, at hvis vi videndeler med hinanden kommer vi allesammen højere op. Den interne faglige dialog og kritik er vigtig”, understreger Louise Hindsgavl.   Felt og faglighed Og netop kritik er et ømt punkt. Det er her spanden med krabberne igen rører på sig. For feltets manglende kritiske diskurs skyldes til dels, at området er så lille. At alle områdets udøvere og kritikere deler samme spand. Derfor siger man ikke rigtig noget, der kan give huller. ”Danmark mangler udsagn. Ingen tilsyneladende sige noget. Det hele bliver så pænt og blodfattigt”, understreger Hindsgavl. ”Det er en slags knopskydning af Janteloven ikke at give kritik, for så sætter værket heller ikke noget i gang, men er blot meget pænt. Selvfølgelig skal man ikke gå efter manden, men folk kan overhovedet ikke skelne mellem faglig konstruktiv kritik og personlig forfølgelse”, konkluderer Geertsen og fortsætter. ”Det er pænheden igen. Der er for få udsagn og for lidt på spil. Danmark er en lille landsby, hvor der ikke er plads til de store verber. Selvfølgelig skal vi være her allesammen. Det nytter jo ikke noget, at jeg kalder Louise småborgerlig og figurativ på den negative måde. Det er faktisk positivt ment at hun ”tricker” mig”, forklarer Michael Geertsen. ”Jeg ved jo godt, hvad du mener om mine ting, og faktisk tror jeg, jeg ville kunne bruge din kritik til noget. Thomas Blachmann gav mig en omgang i DR2’s Smagsdommerne, og det lærte jeg faktisk meget af”, fortæller Louise omend hun medgiver Geertsen, at det i høj grad handler om tillid. Tillid til at tingene bliver sagt af kærlighed og ikke for at rive den anden ned. ”Keramik som fag lider af mindreværd og har taget en offerrolle på sig i forhold til ”fine art”. Keramikerne skal begynde at tage sig selv alvorligt. Man er jo en ekspert på sit materiale og det er jeg da stolt af!” næsten råber Hindsgavl og fortsætter: ”Og det der med, at vi er bundet af vores materiale. Det passer ikke. Vi har da selv valgt det. Det er et aktivt valg!”   Kunst eller håndværk/kunsthåndværk? Kunsthåndværk er en flydende størrelse, der både bejler til kunsten og håndværket. Michael Geertsen og Louise Hindsgavl er i modsætning til mange af deres kolleger ikke frustrerede over, at feltet favner så bredt, for det store spænd er jo en fantastisk åbning, hvor der ikke kun er ét prædikat man kan iklæde sig, men mange. På spørgsmålet om de to ser sig selv som kunstnere eller kunsthåndværkere peger begge på kunsthåndværket, fordi det kræver nogle rent tekniske og håndværksmæssige kompetencer at udføre det, de gør. Geertsen og Hindgavl er keramikere — uden nogen form for reference til den tunge 70ér keramik, der blev drejet i troen på en bedre verden i lutter bindingsværkidyl af damer i slå om nederdel, knold i nakken og en kæmpe ravklump om halsen. Moderne kunsthåndværk er derimod et internationalt anliggende og den samme diskussion gradbøjes i følge Michael Geertsen i øjeblikket over hele verden. En gradbøjning hvor kunsthåndværkere hellere kalder sig ”artist working in clay” end ”craftsperson”. For referencen til 70’ernes tunge krukker vil ikke rigtig slippe sit greb i keramikerbetegnelsen.   Opgøret med krukken ”Det er vores held, at feltet hælder begge veje”, mener Louise. Geertsen supplerer. ”Ja, både mod erkendelsen i den frie kunst og mod brugsvarer som kommercielle størrelser. Vores urformer er dagligdagstingene — ikke rytterstatuen. Keramikken står jo traditionelt på skuldrene af krukken og beholderen.”. ”Man må jo bruge det sprog vi er rundet og skolet af”, siger Louise. ”Newton sagde engang, at han kun var nået så langt fordi han stod på skuldrene af giganter”, overtager Michael. ”Ja, det er en god ambition for hele området. At man kun rykker fremad ved at bruge hinandens erfaringer tilført sine egne”, medgiver Louise. ”Man skal passe på, at man ikke bliver for snæversynet. I andre dele af verden er kunsthierakiet et andet. I Korea er keramikere megastjerner. Og det at du kan tæmme naturens kræfter noget kæmpe stort. Kryb op over spanden og rejs ud i verden og se, hvor anderledes, de opfatter tingene. Tag ud og oplev det!”, fægter Geertsen.   Dagens stævnemøde et nået vidt omkring og de to keramikere har talt i næsten to timer. Men inden vi skilles, skal vi lige nå at tale om formgivningsprocessen. Michael starter. ”Jeg har ikke altid ord for, hvorfor jeg går en bestemt vej. Det er en intuition. Måske kan man se det et stykke tid efter, at man har skabt værkerne. Men hvis man prøver at fastholde begreberne og bevidstgørelsen af hvorfor og hvordan processen foregik, så forsvinder den som sand mellem fingrene. Formgivning er en flydende størrelse af drømme, visioner og ideologier i konstant forandring.” Louise fortsætter: ”Det er vigtigt for mig på værkstedet at indlægge provokationer undervejs, så de skaber nye idéer og giver mig modspil i formgivningen. Det er vigtigt at overraske sig selv for at ens arbejde kan tage et spring fremad. Og så skaber man jo også noget, man ikke har tænkt — man opdager. Da den kreative proces er relativt kort, resten er hårdt arbejde, er det interessant i danne et grundlag for opdagelser undervejs. Til min sidste solo udstilling hos Drud & Køppe har jeg indlagt flere udfordringer undervejs og integreret soklen i det samlede udtryk, hvor den tidligere blot var et fundament fortællingen stod på.”   Hønen eller Ægget? Hvis jeg troede vi var ved at være færdige må jeg tro om igen. Der er mere i spanden, for talen falder pludselig på designfeltet i anledning af, at Michael Geertsen har skabt en vase for designfirmaet Muuto, der landede i butikkerne i slutningen af året, og har været eksponeret stort i flere af de toneangivende interiørmagasiner verden over. Det er med andre ord ikke tabu for Geertsen også at beskæftige sig med industriel design, selvom han i flere år har tilhørt den etablerede unikascene. ”Jeg har jo faktisk en uddannelse som industriel designer og brugte faktisk en del år på at etablere mig, men det er først efter, at jeg fik hul igennem med mit unika, at henvendelserne er kommet. Og dem vil jeg da ikke sidde overhørig. Nu er vasen ude som et lille våben, der kan skubbe til opfattelserne af, hvad der er grimt og smukt, og det er da fint. Jeg vil gerne lave mere industriel design. I mit hoved er der ikke forskel. Det er bare endnu en knopskydning med en anden dagsorden.” For Louise Hindsgavl er kommercielle produkter også en mulighed, hun ikke vil afvise. ” Designfeltet virker nærmest som det mest frie felt i øjeblikket. Det klassiske kunstfelt virker stivnet. Det er mere business end sjove undersøgelser. Når man kigger rundt i Europa virker det som om der er langt friere tøjler til at lave ting, der i udgangspunktet ikke er kommercielle — men som måske bliver det på sigt.” Michael Geertsen er enig. ”Vores samtid er mere stramme i røven end jeg længe har oplevet. Som om vi har genopfundet os selv i en art konservatisme, hvor kunst er en stor købmandsforretning.”   Louise mener, at de større producenter har et ansvar for at være aktive medspillere for at danne et så frodigt grundlag at vi i Danmark igen kan bryste os af at være en designnation man regner for noget —og ikke kun i kraft af at lukrere på 50 år gamle arbejder. Leg, risikovillighed og mindre fokus på kortsigtet bundlinie bør nok vinde større indpas. For det er som om, at de unge designere skal levere ”Ægget” i første hug. Og det løfter arven sig ikke af. Geertsen nikker. ”De glemmer, at Myren startede som kantinestol til Novo Nordisk og derfra udviklede sig til en af verdens mest solgte stole. I Danmark sidder vi uhjælpelig fast i dampbøjet bøg. Producenterne dikterer en linje, der er så old school. Hele branchen er præget af folk med gråt fuldskæg i fløjlsbukser og Jaco sko, der har været ansat på Arne Jacobsens tegnestue, hvor den perfekte funktionelle selvforståelse dræber alt, der afviger bare en lille smule. Det er jo utroligt, når man ser på, hvad Karim Rashid og Zara Hadid slipper afsted med. Deres design minder om noget fra Star Trek og får Danmark til at ligne Polen.” Louise uddyber med. Designskolerne skal holde sig deres egentlige opgave for øje: At uddanne folk til at tænke vilde idéer, de ikke nødvendigvis selv kan omsætte i materialet - i stedet for altid at holde fokus på funktion.”   Mod og styrke Nu er vi nødt til det. At lade talen falde på mod. Mod til at stå ved, det man siger og gør. At turde blotte sig. For Louise Hindsgavl er mod ensbetydende med at satse med kalkuleret risiko — ellers er det dumdristighed. Det kræver mod at føre sine ambitioner ud i livet og tage ansvar for det, man siger. ”Jeg må tage ansvar for mine værker. Det er bl.a. derfor jeg bruger titler. Det skrevne sprog er mere forpligtende end det uskrevne. Mine kommentarer og udsagn om min samtid, mit fag mm. må jeg stå inde for. Mod betyder at stå ved og igennem — uanfægtet kritikken, og i min optik hænger mod og styrke sammen”. Michael Geertsen indrømmer, at der er koldt på toppen. For når man stikker næsen frem, får man slag, og man er aldrig bedre end sin sidste udstilling. Han mener selv, at han nok er opdraget til at have en styrke, men erkender at man nok skal være lidt stærk og have modet til at sætte sig selv på spil. For der er ingen lige vej til at finde sit udtryk. Den erkendelse kommer ikke med posten. Man må vende nogle sten — også de giftige. Men drømmen er intakt. Drømmen om at blive et led på den store kæde i kunsthistoriens hjul — at finde sin plads mellem ismerne. Nu er der gået endnu en time og vi siger farvel. En notesbog med 43 tætskrevne sider rigere og store tanker, der ikke har plads nok i én spand.